Midt i den firlængede gård fik jeg et anfald af frådende fromhed. Jeg havde netop hakket og gravet i den hårde jord, men ville pludselig hellere sidde til bords med mine værter og iagttage dem indgående for dermed at vurdere, hvordan deres sjæle tog sig ud her i deres livs skumringstime. Så jeg rystede spaden fri for jord og tunge lerklumper og lod hakken parkere op ad en traktor, hvorefter jeg nøje og med stor omhu gav mig til at slå æg ud på en bålopvarmet pande midt på gårdspladsen; jeg serverede også mange gode og dårlige råd, halvt og helt pakkede ind: Se tiden an, vær dig selv, vær i lyset, gå i lyset, gå ikke mod lyset, giv gården til fattigvæsenet, forøg formuen ved hjælp af gode grunde til at forøge formuen; foruden flid er fællesskab den vigtigste nøgle til succes, og særligt dette sidste var sandt, men ellers var jeg mere til besvær for mine værter, som nu på tredje år holder mig indespærret imod min vilje.