Ugudeligt, tænkte moster og lod sine to små ben spjætte på faretruende vis, hvilket fik onkel til at styrte hen for at støtte hende, sæt hun skulle falde. Men moster var ikke syg, hun var fuld af foragt overfor den væmmelige folketingsbeslutning.

Ugudeligt, tænkte moster og tog så en slurk af sit fine, rene postevand. Kalkindholdet var hverken for stort eller småt, det var helt perfekt, og onkel havde selv gravet brønden i fordums tid. Men den stinkende kompost i baghaven var ikke blevet brugt nyttigt, og dem fra kommunen havde ikke gjort deres pligt, derfor svømmede alt i lort og ukrudt.

Ukrudt, tænkte moster, nej nu! Få det væk, vi ynder ikke at se os selv, vi nænner ej heller at fjerne det, åh nej, åh og ak, hvor væmmeligt, har du hørt, har du hørt, de har ændret abortloven? Nu får man udbetalt penge for hvert foster man banker mod en dørkarm, vi har mange pamfletter og pjecer, de propper deres lort ned i postkassen og ind gennem brevsprækken, komposten flyder over med deres lort.

Ugudeligt, tænkte moster, hun tænkte altid højt, altid højt nok til at onkel kunne høre hende, men ikke jeg, jeg var for tidligt ude af døren den dag og blev fodret til de vilde dyr, nu svømmer jeg i brønden, som onkel har gravet. Det er mig der skubber roserne op og skrubber deres indkørsel, den er ren ligesom postevandet, hvis du stadig er tørstig?