Kapitel 2

Kommentar til kapitlet om Landegrevens besværgelse

Først en stor undskyldning til læseren. Som fortæller er jeg under meget pres. Hele min redaktion er under pres fra Slægten Kim, undskyld, jeg mener Slænget Kim. De nærer mistanke til os og udsætter os for daglige besøg. De siger at de kommer for at hygge, men det er ransagninger, ingen tvivl om det. Jeg skriver under det største pres, for jeg ved ikke hvor lang tid jeg har til at afslutte min beretning. Måske når jeg det ikke? Jeg kan intet andet gøre end at gå lige ud, den lige sti er den eneste for mig, selvom det er en broget sti. Bare fremad kan jeg gå, og så bede til, at mit værk gøres færdigt, før Slænget Kim opsnuser mine aktiviteter og putter både mig og det i makulatoren. Det er sket før. Ingen tør tale om det. Selv her på redaktionen, hvor vi burde tilbede Sandheden, ser vi mange eksempler på individer, der er helt knugede og sammenkrossede af den daglige frygt for at komme i makulatoren. Måske ved de ikke engang, hvilken straf, der venter dem, hvis de beretter om virkelige hændelser? Ved jeg det mon? Det forventes, at jeg afleverer tyve sider dagligt om sådan noget som nyopdagede morænelandskaber, børnelandsholdets fodboldkampe, gå-i-byen-beretninger fra en fortabt ungdom, alle sammen ubetydelige historier. Det vigtigste holdes hemmeligt. Jeg har en hemmelig aftale med et højtstående redaktionsmedlem, men også her er der indført armslængdeprincip af hensyn til personens sikkerhed. Det er kun mig, der falder, hvis jeg bliver opdaget. Jeg ville ønske, at dette skrift var fuldendt – mine nerver slider mig helt ned – men jeg kan ikke gøre andet end at berette alt, hvad jeg finder værd at berette. Så må man som læser i det mindste kunne tilgive, at alt ikke lige træder frem i den mest oplagte rækkefølge. Jeg skriver hele denne beretning som små notater foruden natteslid. Jeg lader som om, at jeg tager noter til mine officielt forordnede artikler, som i virkeligheden kun udgør et skalkeskjul for det virkelige arbejde, det sande arbejde. Disse noter renskriver jeg så om natten i største hast og som sagt under konstant pres og med frygten for at blive opdaget. Jeg har knap nok et øjeblik fri til at tænke over tilværelsen: Hvordan skal jeg da kunne tænke over disse mange hændelsers logiske sammensætning? Jeg ved allerede alt det, der skal siges, men begivenhedernes rækkefølge fremstår ikke som en ordnet helhed. Tiden er ikke, hvad den giver sig ud for at være, og således kan en historie ikke bare fortælles fra start til slut. Der vil altid være forviklinger, især når man tænker på de mange parallelle hændelsesforløb, som uundgåeligt indgår i enhver fortælling. Hvis A-forløbet handler om, at Kim fødes og kommer til verden, mens B-forløber handler om Landegreven og dennes kommen til verden, skal B-forløbet så fortælles først, bare fordi det går forud for A-forløbet? Jeg beretter jo kun om B-forløbet, fordi A-forløbet kom det i forkøbet. Dette er en beretning om Slægten Kim og alles dens dæknavne. Landegreven var ikke et dæknavn, men et ægte navn, og det var den største helt, vi har haft, men grevens vej til magten var lang og sej, og jeg tør endnu ikke sætte ord på grevens fald.