Ser du, kære læser, i 1800-tallet var Flækkestrup mindre end en flække. Det var kun en lille bygd bestående af ti huse, en køleskabshandler, en kirke, en ubådsbygger og en grantræshugger. Resten ernærede sig ved at slibe deres huse helt ned til grunden med en slibemaskine for dernæst at bygge det op igen med træspåner, savsmuld, krydsfinér, tyskertasker, svensknøgler og polkadans. Landegreven som endnu ikke var landegreve så på denne bygd med milde øjne.

”En dag bliver jeg landegreve,” sagde landegreven uden grevskab, ”og så skal denne lille bebyggelse vokse sig stor og blive til en voldsom flække med mange erhverv og mange overenskomster og mange fagforeninger og mange blodige stridigheder og mange statsinterventioner og mange standardkontrakter og mange sindsforvirrede unge ulve, som går på rov og stjæler får og grever og geder og beder – og især rødbeder.”

Sådan talte Rumleskaft til sig selv, og sådan gik det også stort set til, men Landegreven Rumleskaft havde aldrig i sin vildeste fantasi forudset, at der en dag ville ankomme en slægt med så stor magt og urimelig indflydelse og tragiske beføjelser som Slægten Kim. For nu lige at minde os selv og hinanden om, hvor hæslig denne slægt er, så lad os for en kort stund vende tilbage til præsten og dennes prædiken:

”En fæl slægt. En lummer slægt. En hæslig vælling af moste slægter, tapre læger, som gav sig hen med at helbrede det, der ikke kunne helbredes. En sygdom af monstrøse dimensioner. En ulækker blanding af byldesaft og sejrsrus, et uhelbredeligt hovmod. En strøm af fækalier. En pervers føniks, der nægter at dø. En udødelig slægt, en langsomt fortærende sygdomsslægt. En sygdomsspecialist. En samfundsundergravende dødsfælde. Jeg taler naturligvis om Slægten Kim.”