Kapitel 1

Landegrevens besværgelse

”Jeg har altid hadet den slægt. Deres afkom er afskyeligt. Deres hovmod skriger til himlen. Deres børn er grimme. Deres medlemmer er fjolser. Deres dyder er ugudelige. De har ikke bragt andet med sig end skam. Denne jordklode var bedre uden dem.”

Sådan indledte præsten sin prædiken. Det var i krigens sene år. Slægten Kim havde længe flænset befolkningen i småstykker. Længe havde krigen raseret. Længe havde det været hårdt at være borger i den lille landsby ved navn Flækkestrup, som lå nord for Alsheim, syd for Vængede, øst for Plutiper, vest for Snedkersvilla, sydøst for Hørmgård, sydvest for Hjåndej, nordvest for Eddersgrav, nordøst for Flangborg, nord-syd for Bassebøllerup, syd-nord for Ugsynuks, vest-vest for Yderstav, og øst-nord-syd-vest for Bakkerum. Alle disse og mange andre byer var blevet underlagt den hærgen, som Slægten Kim var ansvarlige for. Præsten fortsatte:

”Snavs, afsavn, svanser, sav dem i småstykker! De har pulet vores bedste borgere! De har vandaliseret vores vagttårn! De har tilsmudset alt i vores før så skønne by, vores tidligere så dejlige flække, kære Flækkestrup, en by gjort af sandaler og sand og skønne ben på skønne væsner gående gennem sand i deres sandaler, så smukke væsener som kan gå og gå gennem sand og henover asfalt og på græs, med skønne ben, smukke væsensben, væsensforskellige fra de ben, som tilhængere af Slægten Kim går under og med og på, og som var det stylter, grimme stylter, hæslige stylter, vanærende stylter, ikke gode for gode borgere.”

Præsten fortsatte således sin prædiken med at tale grimt om Slægten Kim, og mange i menigheden var enige i, at Slægten Kim var en dårlig investering. Der var tale om et komplot. Der lød tale om borgmesteren. Der lød yderligere tale om skønne væsener med smukke ben, som gik i kjoler og var smukke og som gik på stranden ved den lille kyststrækning, som bugtede sig så smukt ud til Flækkestrup Fjord, hvor sandet var skønt og varmt om sommeren, mens det om vinteren var køligt, og nogle gange lå der sne, og når det var efterår var der som regel ikke sne, men måske ville også dette ændre sig i fremtiden, måske ville alt ændre sig, måske ville intet være som før, måske ville alt snart være helt forandret og ikke til det bedre, fordi Slægten Kim ville ødelægge og dødedække alt.

”Det er på tide,” sagde præsten, ”at spørge nogle almindelige borgere, hvad de synes om Slægten Kim. Det er på tide, at denne slægt bliver omtalt på nedladende vis. Det er på tide, at vi spreder vores afsky og deler den og dypper vore hjerner i den og bliver fuldt ud og helt og aldeles enige i, at Slægten Kim er noget lort. Det er en vanvidsslægt, en grusom slægt, en hæslig slægt, som har ødelagt alt, og alle vegne hvor de formerer sig, kan man være helt sikker på, at det bliver dårligere at være der, fordi alt det gode på den måde gøres dårligt af Slægten Kim.”