Foran hver grav stod en lille kakkelovn. Den fragtede selve essensen af livet fra kisten til en himmel- eller helvedesbeholder. Det er således essentielt, at sjælen afbrændes, når den døde krop er lagt i jorden; ellers opløses sjælen straks i en uendelig perlerække, som tabes, knuses, og spreder sig over efterlivets skarpe gulvbrædder. Men i den lille kakkelovn æltes sjælen til en samlet masse, knasende sprød som lækkert bagværk, før den sendes videre til næste dimension. Sådan gjorde man dengang, og sådan gør vi – trods mange års modstand fra retsmedicinere i mellemtiden – nu.