Jeg ligger på lur. Det er midnat, og hende jeg elsker, går sin natlige spadseretur. Ude i krattet i regnen. Det er ventetiden værd. Ankelsokker i øjenhøjde. Halskæden med hendes navn. Ironika Justitia. Søde, smukke Ironika. Hendes duft når frem til mine udspilede næsebor, beredte på at gribe den sødmefulde, kvalmende skarpe stank af romantiske pladderklichéer og kønssygdomme, jeg knalder hovedet mod køkkenlågen, lægger fjernbetjeningen ind i køleskabet og dræber næsten mig selv med så mange søde dufte, som min Ironika smilende sender afsted imod mig. Hun ved ikke at jeg ser hende. Men på en måde ved hun det godt. Jeg ser mig omkring en sidste gang, før jeg ringer til politiet, de henter hende straks, hun har brudt loven om udgangsforbud, og jeg står stadig ensom i mit køkken. Frøken Justitia, siger den glubske betjent. Endnu en gang mødes vi på denne måde. Hr. Betjent, jeg kan forklare. Men hun kunne ikke forklare. Hun måtte gå hjem med en bøde. Og gæt, hvem hun henvender sig til for at låne penge til at betale? I hvert fald ikke mig. Jeg er fri for hendes nasseri, åh min søde Ironika Justitia. Hvis jeg bare kunne være der hos dig i denne nød, denne nådefulde gerning det er at se dig gå gennem ild og vand for at få en smule mere ud af livet. Jeg mener, du skulle bare holde dig inden døre, hvor svært kan det være. Men hvis du vidste, hvordan mit hjerte sank, da jeg så dig gå tiggergang med oprejst pande! Du bliver aldrig min, så fat det dog. Jeg har fået tænder trukket ud, og de efterfølgende sår var hurtigere om at hele, men min kærlighed til dig bløder stadig nu og altid.