Jeg gik gennem landskabet. Omfavnede mig, gjorde det, landskabet. Jeg steg igennem. Jeg steg ind, jeg gik i ingensland, jeg gjorde mig tilgængelig for ulve og ørne. Jeg lod mig dræbe og flå og æde. Jeg blev genfødt, og landskabet var tilbage. Igen var det der. Uforandret, men dybt anderledes. Det havde et nyfødt skær. Jeg så det gennem mine mange øjne. En hel spejlsal i mit blik. Jeg bugtede og bar ud. Der skulle stå gilde i skoven, jeg lod blomsterne bringe bundne og ublu frem for mit blik. Blomsterne var modne, de bar frugt, og der var bær. Gildetid, sagde vi og morede os. Så gildede vi en tigger og lo. Han blev ikke vred, men sagde dog, han sig forloren følte. Så lod han sig bære – blødende – til stedet, hvor ædegildet vores skulle stå. Den gildede tigger indviede pladsen og tiggede ikke længere om brød og almisser, men bad for livet: Om vi dog ikke bare ville lade ham leve. Nogen sagde nej, og jeg var enig, særdeles enig, så vi lod ham lade livet, og der var ikke stort med indvendinger. Faktisk kværnede vi alle hans organer og lod liget bære frem som borddug.