“Se, hvad der står skrevet på væggen!”
“Lad mig se… Der står… Nej!”
“Jo, der gør!”
“Det kan man da ikke! Hvad bilder de sig ind?”
“De har nok bare tænkt, at det ville være sjovt.”
“Det er det altså bare overhovedet ikke. Det er dybt stødende!”
“Jamen, er det ikke meget godt at ruske lidt op i tingene en gang imellem?”
“Pf, tjp, nej! Ikke sådan – ikke på dén måde…!”
“Det siger du bare, fordi du er sart.”
“Det er jeg da slet ikke! Jeg er empatisk.”
“Empatisk?”
“Ja, empatisk. Du ved, det er når man tænker på andre og tager hensyn til deres følelser.”
“Så du bliver ikke selv stødt af det, der står skrevet på væggen?”
“Jo, det gør jeg da.”
“Men ikke fordi, det handler om dig?”
“Det handler jo ikke om mig!!”
“Hæ, nej nej, hvis du siger det..”
“Stop det der! Det handler ikke om mig; jeg har bare omtanke for dem, der kunne føle sig ramt, og derfor bliver jeg stødt, fordi jeg har medfølelse for ofrene, og jeg fatter ikke, at man kan få sig til at skrive sådan noget på en væg, hvor det virkelig kan gøre skade på mange mennesker, som ser det.”
“Men du tager ikke selv skade af det?”
“Jeg bliver da ked af det, fordi jeg tænker på dem, der kunne blive – “
“Dem, der kunne blive kede af det, når de læser det, men som ikke er dig?”
“Jeg behøver ikke stå her og svare på dine spørgsmål!”