De løb fremad, indtil de nåede skovbrynet, hvor de faldt omkuld af udmattelse. Embedet var blevet opgjort som to halve stillinger, og denne omstændighed var en komplicerende omstændighed for begge involverede parter, som herefter vil blive omtalt som personer. De to personer kendte hinanden fra en tidligere jobsamtale, og de havde valgt den letteste vej i livet, som de ellers til hverdag ikke formåede at gøre fornuftig brug af. Hverken når de var hjemme, eller når de var på arbejde, havde de held til at omsætte tiden til penge eller blot selvopmuntrende adfærd. Som sådan havde en halv stilling til hver af disse ulyksalige personer derfor virket som den helt ideelle indretning af arbejdsdagen, men da de så samtidig forventedes at kunne supplere hinanden på nyttig vis, havde sammensætningen vist sig at være endnu mere ubrugelig, end hvis de hver især havde haft en hel og helt underordnet stilling. Nu var de så på flugt; fordrevne af de andre ansatte, som stræbede dem efter både liv og stilling, men som selv hver især var inkompente både udi attentater og det daglige arbejde. Stivnede stod de med uladte geværer, sløve leer og slukkede fakler. Så hørtes de dæmpede smæld fra en dryppende sky eller en regnvåd flok af ansvarlige rensdyr, som hverken behøvede pisk eller gulerod for at finde vilje til at trække en slæde. Og på disse mægtige bæster gloede de drivvåde undersåtter i en hel halv time, før de gik ind i kantinen for at holde frokostpause.