Vend det bort, det tæppe der tog så lang tid at lave, at vi endnu ikke har haft tid til at høste den hæder, der skulle være faldet på os. Vores hoveder er hævede højt og lader så vores tanker slippe ud som udspændte snore, der er indbyrdes forbundne i et uoverskueligt netværk. Hvad siger klokken? Kun tik, aldrig tak, for det er utaknemmeligt at væve virkeligheden, når alle andre har travlt med deres fiktioner.

Vend mig udad igen. Jeg er klar til kniven. Altid sprættes jeg op og bliver aldrig hel, men liver op, når jeg mærker kniven og dybden, som jeg næsten havde glemt.

Min Gud, min Gud, jeg kunne ikke se dig, dækket som du var af tordenskyerne, mine egne tanker og den grovhed, jeg lægger for dagen. Tag mit tæppe og sæt dit præg. Mit liv er i dine hænder. Jeg kan kun bære nag, fordi jeg er svag. Jeg rimer dårligt hver dag.

Plathederne. Raseriudbrud. Fejlslagne forsøg på at finde ro. Det hele er omsonst. Alt hvad jeg gør, er forkert. Nogle gange kun lidt. Og jeg glædes ved de mindste ting. Kortvarige vækkelser, før jeg går ind i grotten igen.

Jeg skal være alene, så jeg kan hade verden. Jeg skal være martyr, så jeg kan sige “hvad sagde jeg”. Jeg skal være stålsat, så jeg kan modstå alt.

Ja, jeg væver mit tæppe. Jeg vil svøbes godt i min grav. Gud gav mig fornuften og en umulig lov, så jeg kunne kortslutte alt. Jeg er en omvandrende strømafbrydelse.