Teknokratiske tilbøjeligheder parkeres i våbenhuset og vil efter messen blive samlet i en bunke, som så udsættes for ekstremt høje temperaturer, indtil røgdannelse, gløder og åben ild opstår. (Denne ceremoni vil selvsagt ikke finde sted i selve kirkerummet.) Statsministeriet vil blive sendt på tvangsferie. Deres pensioner og øvrige tilranede værdier skal de betale tilbage til statskassen, hvorfra de vil blive fordelt mellem skatteyderne. Der vil ikke blive tale om ‘gyldne håndtryk’, kun sure miner og nedladende skulderklap. “I skal nok klare jer,” vil de afsatte af embedsstanden blive fortalt. “Der er vist stadig stillinger i landbruget, der skal besættes. Ganske vist er jordbærsæsonen ude, men så er der jo til gengæld snart træfældning af graner op til jul. Og i mellemtiden har I ret til sociale ydelser på lige fod med fattigfolket. I skal blot henvende jer på det nærmeste borgerkontor. Ventetiden kan godt være lang; bare husk på, at tålmodighed er en dyd!”