Han måtte snart komme ud. Tørven stod allerede klar til at blive trillet, og den trillede ikke sig selv. Så blev han sløv igen og besøgte Haderslev i fantasien. Dér havde hans oldeforældre gravet tørv under krigen. Nu var der ikke mere tørv at grave. Man havde valgt at forberede sig på nødssituationen. Man havde gravet det hele op, nu skulle det bare trilles hen til tørvecentralen, hvorfra det næste skridt i processen var husstandsomdelingen.

Han tog det ikke tungt. Det var dog ganske tungt. Sådan er det. Tørv er tungt – dengang som nu – når man har meget af det og skal fordele det mellem samtlige danske hjem. Men han tog det ikke tungt, og det skyldtes udelukkende, at han endnu ikke var gået i gang med selve arbejdet. Selve læsset ventede, og hans sløvhed havde frit spil.

Spil én vi kender!, o Sløvhed, råbte Dennis nede fra bagerst i lokalet. Spil den om Slattenhans! Ellers måske den om Ventende Verner. Den er så god. Han venter så længe. Spil den om Godot! Ham venter de også på. Men det skal være den om dem, der venter!

Dennis gad sgu da ikke at høre om Godot, hvis det er den om selveste Godot; han som, mens vennerne venter, rejser jorden rundt i en uforudsigelig bane, som ville gøre selv Odysseus rundtosset og helt rundt på gulvet. Hele jorden rundt på tihundrede dage i en optimistjolle, ja det er da noget optimistisk, tænkte han, vores helt, ikke Dennis, denne tænkte aldrig, men sagde altid højt, hvad han ellers ville have tænkt.

Nok om dem, tænkte fortælleren og skrev sig selv ind i fortællingen.