Det var mærkeligt, at træerne pludselig holdt op med at tabe blade. Det var midt i efteråret, hvor dødsprocessen burde være tiltagende, men træerne var af en anden mening. Først bemærkede vi det ikke; der lå fortsat faldne blade alle vegne, gule og orange, og vi tænkte ikke over, at der ikke længere kom nye til. Men en dag sad jeg og kiggede ud af vinduet, mens det blæste kraftigt, og jeg så træerne blive rusket af den stærke vind. Jeg forventede – uden i øvrigt at være klar over det – at vinden ville presse træerne til at smide nogle blade, men det skete ikke. Opdagelsen må være sket gradvist, men jeg husker, at jeg pludselig blev opmærksom på, at noget ikke var, som det plejede at være; som det burde være, den heftige blæst taget i betragtning. Jeg kiggede nøje fra træ til træ, og den samme regel gjaldt, som var det blevet vedtaget ved en fælles overenskomst. Der var ganske ikke noget vindstød, der kunne få så meget som et enkelt blad til at slippe sin gren.

Men det var kun begyndelsen. Først var jeg naturligvis i tvivl om min opdagelse. Måske havde jeg bare ikke været opmærksom nok alle de tidligere år. Måske foregik processen med løvfald på en anden måde, end jeg huskede. Jeg indviede min familie samme aften. Fremover begyndte vi alle at undre os. Men vi var fortsat på grænsen. Og det skulle blive meget mere mærkeligt. En dag, mens jeg vandrede i skoven, fik jeg indtryk af, at bladene var blevet mere grønne. Det kan ikke passe, tænkte jeg først. Det er ikke forår. Jeg begyndte at tage billeder af træerne. Tæt på og langt fra. Jeg ville have såvel det nære som det brede blik. Dag for dag gik jeg ud for at fotografere de samme træer. Og dag for dag kunne jeg konstatere, at bladene ændrede farve og blev mere grønne. Jeg viste billeder til min familie, og de så det samme som jeg. Min hustru var den første, der bemærkede, at det ikke alene var farven, der ændrede sig. Også i antal var der fra dag til dag sket forandring. Træerne var i vækst. På dette tidspunkt havde mine undersøgelser allerede stået på i næsten en måned, og vi var så småt ved at være på vej ind i vinteren. Vejret var som forventet. Det blev gradvist koldere, dagene kortere. Der var ikke noget i atmosfæren – i hvert fald ikke noget som vi kunne få øje på – der gav anledning til træernes sære adfærd. Min kone og jeg ville ikke længere være alene med vores opdagelse. Vi aflagde besøg hos nogle af vores naboer og refererede henkastet til vores opdagelser. Det var en lettelse, at vi ikke var de eneste, der havde bemærket det. Naboerne havde ikke været lige så nøje i deres undersøgelser, men de syntes nu nok, at noget var anderledes end, hvad de var vante til. I de efterfølgende uger udvekslede vi jævnligt kommentarer med dem, og ordet var nu begyndt at sprede sig i vores lille landsby.

Det blev værre endnu. Eller bedre? Der var vist ingen, der var modstandere af forandringen. Vi modtog træernes nye vinterdragter med en blanding af klukkende eufori og dyb forundring. I hvert fald blev det mere mærkeligt, men også næsten monstrøst. Da den første sne ramte, havde træerne fået så mange blade, at de lagde sig i lag oven på hinanden. Det var som om, at træernes grene var begyndt at skrive bøger, som man kunne bladre igennem (men ikke læse). Sneen blev ikke hængende, men smeltede i mødet med de varme bladfrakker. I mellemtiden var vores landsby kommet i mediernes søgelys. Det var sådan, vi fandt ud af, at det var et helt og aldeles lokalt fænomen. Jeg havde på forhånd haft kontakt med familiemedlemmer i andre dele af landet, så jeg vidste godt, at det ikke fandt sted alle vegne. Men nu kom biologer, geologer, fysikere og kemikere af forskellig art for at studere vores træer, omgivelser og vores vejrforhold. Ingen af disse af staten udsendte eksperter tænkte på at spørge os eller vores naboer, men de har vel været i kontakt med de lokale myndigheder. Senere vil jeg måske fortsætte min beretning.