Særligt i de sene nattetimer efter at have ramt den forgyldte åre, får jeg en fikseret trang til at synge en sang og sidde i en dynge af skrald, som jeg ikke har betalt for, alene for at være mere som dig, der er en traktor, du kravler sjældent på gelænderet, men kender kun dine egne forældre; dérfor fandt jeg ferien for kort og kom hjem, mens jeg midt i min afslapning havde gjort alt det nødvendige, sindssygt hårdt, og håndhæver jeg min hæder, tror jeg nok at mine hørebøffer blævrer, når jeg jorden gøder og går i stykker nedadtil, glemte slægtens sidste sølvgaffel, høster ros og ris til hverdagstaffel, nej, svedte vi os ihjel, så var det ikke af slid, men varmen i venteværelset, kvalmende varmt, bare fordi min mester mestendels trives i det tropiske.