Knuden løsnes, og jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan bruges som synonym for alle mulige oplevelser. Det tærer på kræfterne, at vejviseren har vendt sig med hovedet nedad. Dit snørebånd er gået op, har jeg lyst til at sige. Du har ikke vist dig som en vejviser. Drag din sidste vejtrækning, og tegn så et kort, der kan bruges i stedet for. Jeg har allerede sagt, at jeg ikke er den, der er lig med alt det, der kan ske for andre mennesker. Det har været opslidende at indse. Før levede jeg som en gud eller en Robespierre. Nu ender jeg mine dage sammen med just den slags pak. Alle dage har jeg søgt at stå imod pøblen og dens hæsligheder. Jeg nægtede at gå med crocs. Nu hører jeg P3 og er tilfreds dermed, jeg forstår det ikke. Jeg hader jo hits, men jeg elsker åbenbart, at der kun er sparsom variation. Det er nemlig rart således at føle sig hjemme, også selvom man overhovedet ikke er hjemme. Alt i alt ved jeg godt, at det ikke har nogen interesse og heller ingen relevans, for ifølge titlen handler skriftet her om den stolte tradition for at oversætte det, der ikke kan oversættes, medmindre man kan mere end eet sprog, men i mit tilfælde er hjertet kroppens hus, og cellerne er som sagt en god idé – om vinteren.