Med et fast greb om bordkanten sank jeg i gulvet. Jeg troede at kunne holde mig oppe, men måtte snart give slip. Det var ikke meningen, at jeg skulle stå fast og holde ud, det var snart tid til en lur alligevel, så jeg sank ned i gulvbrædderne og gav slip på alt, hvad der hidtil havde været vigtigt for mig. Mine forbløffende kalkmalerier havde ikke længere nogen appel. Evnen til at holde fest for alle i nabolaget var jeg nu ked af at have. Næste fest kunne de så holde uden mig. I kirken gik jeg ofte forrest, når der var nadver, men fremover ville jeg næppe være at finde i den oblat-snackende flok. Gulvet trak mig længere ned. Jeg var som en gulerod i den kolde jord. Jeg tænkte igen på kalkmalerierne. Alle i menigheden vidste, at jeg var elendig med en pensel. Så hvorfor ville samtlige menighedsråd i kommunen have mig til at dekorere deres kirker? Svar: Jeg brugte stencils og spraymaling. Det var på mode. Jeg ramte bølgen på det helt rette tidspunkt. Der var moderniseringsiver i menighedsrådene, og ungdommen var begyndt at få øjnene op for kirkerummets indbydende atmosfære. Alt dette tænkte jeg på, mens jeg segnede og lod mig gå i eet med de hårde gulvbrædder. Hvis jeg dog bare havde valgt nogle andre motiver! I et udbrud af nytænkning og entusiasme havde jeg valgt at skildre en billedverden, der lå meget langt fra evangelierne. Lang historie kort: Jeg tænkte, det ville peppe de gamle og gerne lidt kedelige kirkeskibe op med