“Uvelkommen. Du er altid uvelkommen.”
“Tak.”
“Men nej tak.”
“Jeg er glad for at være her.”
“Træd ikke ind.”
“Jeg skulle hilse hjemmefra.”
“Du skal ikke hilse igen.”
“Vi har alle savnet dig.”
“Jeg vil ikke høre om det.”
“Hvornår lægger vi striden bag os?”
“Aldrig. Du er en skændsel.”
“Jeg vil så gerne, at vi skal være venner.”
“Det ved jeg godt. Men du var altid en dårlig ven.”
“Vi havde da gode stunder sammen, husker du?”
“Du var altid den værste ven.”
“Jeg troede, du elskede mit selskab.”
“Du bragte mig i fordærv. Jeg fortryder alt.”
“Du fortryder hele vores venskab?”
“Hver eneste brøkdel deraf.”
“Jeg forstår slet ikke, hvad jeg hører…”
“Du skal gå nu.”
“Jeg mener; vi har da altid haft vores uenigheder, men du får det til at lyde som om, at det hele er min skyld, og at der ingen gode stunder har været, og at du ikke selv har gjort noget galt.”
“Jeg har begået mange fejl. Den største var dog at lukke dig ind i mit liv. Du skal gå nu.”
“Jeg savner sådan de gode stunder.”
“Der var ingen gode stunder. Kun blændværk.”
“Jeg savner vores mange gode snakke.”
“Det er opspind. Vi har aldrig snakket om noget af substans. Du har løjet og lokket og fordærvet.”
“Vi havde det da sjovt sammen!”
“Du fik mig til at gøre ting, jeg ikke skulle have gjort. Skændige handlinger, som jeg bittert fortryder. Og jeg er sikker på, at du godt vidste, hvad du gjorde. Du vidste, hvordan du skulle få mig i fælden. Du har kun ondskab på sinde.”
“Min ven! Tal ikke sådan, jeg beder dig. Jeg har altid haft din glæde på sinde.”
“Endnu en løgn til en uendelig liste.”
“Hvad er der dog sket? I går tog du imod mig med åbne arme…”
“Jeg lukker døren nu.”